I 7 sind...

fredag den 30. marts 2012

Jeg har været så heldig at vinde en Give away fra Lille Hottentot :o)

I går kom pakken, fyldt med de lækreste retro stoffer, nu er spørgsmålet bare hvad jeg sy af dem.....

Jeg ønsker mig nemlig et fedt tæppe til sofaen, puder, en fed taske, Junior sengetøj til Alberte eller en fed patchwork dug til haven og jeg er jo godt klar over at her er ikke nok stof til alle de ønsker, så nu skal der tænkes :o) Og kan jeg overhovedet finde ud af at sy disse ting...? Men øvelse gør mester, er det ikke det de kloge siger ;o)


Nu må jeg heller komme igang med at lave sushi ris, den står nemlig på sushi hygge med dejlige venner i aften.

God weekend til dig.


Min historie....

torsdag den 29. marts 2012


1 år i smerter.......

Dette er ikke en sygdoms blog, men jeg vil alligevel skrive dette indlæg da det kan være at andre får glæde af det….

Den 9 marts 2011 kommer jeg til skade på arbejdet, jeg er ved at løfte på noget inventar og får lavet et vrid. Dagen efter har jeg så store smerter og lægen henviser mig til en fysioterapeut. Efter ca.4 behandlinger hvor fysioterapeuten faktisk ikke kan røre ved mig på af smerter i lænden og pga. at iskasnerven sidder i klemme i venstre side og mit ben sover fra hoften og ud i tæerne og jeg bare græder og græder af smerter. Hun kontakter lægen som får mig henvist til diskus ambulatoriet. Jeg får taget et røntgen billede af ryggen og der er en diskusprolaps. Jeg kommer i behandling ved sygehusets fysioterapeut og vi snakker meget om at mit nuværende job ikke er godt for mig. Jeg får det bedre med de øvelser vi laver og er så heldig at få nyt job som underviser. Vi stopper min behandling på sygehuset og jeg starter i det nye job i august.

Allerede efter ganske kort tid begynder smerterne i benet igen, jeg har 40 min i bil til og fra arbejde. Mit ben sover igen fra hoften og ud i tæerne. Jeg ringer til sygehuset og starter igen min behandling, de mener jeg skal sygemeldes men det vil jeg ikke, da jeg lige er startet op på mit nye drømmejob. Smerterne bliver større og er der hele tiden. Når jeg er på vej hjem fra arbejde kan jeg næsten ikke bruge venstre ben og får kvalme og skal kaste op af smerter. Men jeg fortsætter, selvom sygehuset stadig vil have mig sygemeldt så mit ben kan få ro.

 I november, bliver det for meget for mig og jeg bliver sygemeldt, jeg fortsætter min behandling inde på sygehuset, jeg får af vide at jeg skal ligge mig hjemme og holde mig i ro. Jeg får stærke smertestillende piller som kun tager toppen af smerterne. Som tiden går begynder jeg også at få nogle øvelser jeg skal lave hjemme, men intet hjælper. Jeg kommer i MR scanning, den viser at jeg har en diskusprolaps men det er ikke den der giver mig smerterne, det er mit bækken der er låst og derved sidder nerven i klemme. Jeg skal igen holde mig i ro og efter samtale med lægen får jeg af vide at jeg skal gå i fodtøj der hæver min vrist og jeg skal gå rigtigt med foden osv, intet der hjælper på min situation med smerter. Fysioterapeuten fortsætter med at vise mig øvelser jeg skal lave hjemme og samtidig skal jeg holder mig i ro.

Smerterne bredder sig til begge mine fødder som føles brækket når jeg går.  Jeg får af vide at jeg skal prøve at vride mine hænder rundt om foden. I starten af marts mener fysioterapeuten ikke at vi skal lave en ny tid, jeg får at vide at de max må se patienterne 8 gange og vi har set hinanden i et år så det er meget mere end 8 gange, så vi aftaler at jeg kan ringe hvis det bliver helt slemt. Det gør det og jeg ringer og fysioterapeuten vil sende en ny tid til lægen til mig, det var den 15 marts og jeg har ikke hørt noget endnu. Jeg havde nemlig en tid den 20 april, så jeg er sikker på at det er den tid jeg får, selvom jeg ringede ind som aftalt og fortalte at mine smerter var ulidelige igen, så må jeg bare vente en måned med at komme til lægen!

I januar begynder jeg udenom sygehuset at gå til kiropraktor, han er enige med sygehuset om at det er bækkenet og viser mig en lille film hvor jeg ser hvordan en nerve der sidder i klemme ser ud. Det giver mig lidt mere forståelse for hvad det er jeg går og kæmper med, han prøver at løsne mit bækken og det hjælper mig også, men kun 20 min efter hver behandling. Han anbefaler mig at begynde til pilates og det gør jeg.

JEG ER FRUSTRERET!!!! Og har meget dårlig samvittighed overfor mit arbejde og samtidig har jeg jo også svært ved at klare de daglige gøremål hjemme og læsser meget over på min mand. Han klager aldrig og er 100% hjælpsom og forstående og jeg tror det er mig der havde det værst fordi jeg ikke føler at jeg slår til nogen steder og meget bekymret for om jeg kan vende tilbage på arbejdsmarkedet og hvad med barn nr.2…. og hvad med resten af mit liv…..

Jeg begynder at søge på nettet og det samme gør mine forældre, min mor læser så om osteopati.
Osteopati er en medicinsk videnskab, der tager sit udgangspunkt i de traditionelle medicinske fag som Anatomi, Fysiologi, Patalogi, Neurologi, Biomekanik, Embryologi, Radiologi m.v.
  
Osteopati er undersøgelse/behandling/integration af flg. systemer i kroppen:
Muskel-Skelet systemet
Fascie-Bindevævs systemet
Cranio-Sacral systemet

I tirsdags var jeg til min første behandling, jeg havde fået en dobbelt tid da der var meget at tage fat på. Jeg har aldrig skreget og svedt så meget pga smerter da vi gik i gang. Han startede i bugen hvor jeg havde ubeskrivelige smerter og så fortsatte han i hele venstre side. Da vi startede behandlingen havde jeg rigtig ondt, da jeg gik derfra var mine smerter væk, jeg var træt og havde lidt hovedpine. I dag er det torsdag, jeg har cyklet med prinsessen i dagpleje onsdag og torsdag, jeg var til pilates i går og jeg har stadig ikke smerter 7 – 9 – 13 :o)



Så alle I der går og døjer med det ene og det andet, vil jeg virkelig anbefale Ostepati. Jeg tror på det er vejen frem. Jeg har det i hvert fald rigtig godt og tog mig selv i at være glad i går, sådan rigtig glad igen. Hvor er det skønt at kunne bevæge sig uden at være tynget af smerter.
Jeg fortsætter min behandling og for første gang tror jeg på at jeg bliver frisk igen. Det gør mig lykkelig helt ind i hjertet, for smerterne har godt nok frataget mig meget livsglæde.

Jeg er virkelig skuffet over sygehuset, jeg føler ikke de har gjort nok for at hjælpe mig. Jeg ved at fysioterapeuten virkelig følte med mig og prøvede alt hun kunne for at lindre min smerte. Men når de 1 år efter kan se at deres behandling ikke hjælper, burde de jo finde ud af hvordan jeg så kan hjælpes, er det måske ikke det, de er der for…… ?

Jeg starter op på arbejde efter påske og jeg glæder mig helt vildt meget :o)
Jeg har skrevet denne historie, fordi jeg sad og googlede nettet efter en sygdomshistorie der mindede om min. Det kunne jo være at jeg kunne finde nogle forslag til behandling der kunne have hjulpet mig. Men der var ingen ting at finde derude i cyberspace, jeg håber nu at jeg med denne her historie kan hjælpe andre.





Hverdags billeder...

tirsdag den 27. marts 2012

Foråret er landet i det Danske land, og det nyder familien i Villa Dallbo. Weekenden har stået på lege date med veninderne og deres skønne børn i Fun house, familie tur i Ikea og plantorama, efter forfriskninger til haven. Der er blevet sået karse, leget på legepladsen, haft mormor besøg og så er der blevet spist masser af jordbær, is og blevet total hygget og jeg elsker det!!! :o)

Der er gået et år med behandlinger på sygehuset, uden fremskridt, behandlinger ved kiropraktoren uden fremskridt men i dag har jeg haft en behandling hos en ostepat, hold nu op hvor jeg skreg, han havde fat i noget -  jeg krydser alt hvad jeg kan, for at det er vejen frem for mig. :o) 








Mit Japan....

onsdag den 21. marts 2012

 Når der er sådan et vejr som i dag, hvor solen skinner og der lugter af forår, så får jeg altid et flashback fra mit år i Japan. Jeg mindes kirsebær træerne der står der med sin smukke blomst, og de flotte farver i alle parker og haver.

Det første vi gjorde da vi købte vores hus, var at plante et kirsebærtræ i haven og jeg glæder mig til det bliver rigtig stort og smukt. Et minde fra et uforglemmelig år i mit liv.




Jeg håber jeg en dag kan invitere min familie med på en ferie til Japan. Jeg vil så gerne vise dem hvordan mit liv var i det år. Hvor jeg gik i skole, boede, levede, Tokyo - det moderne Japan og det traditionelle Japan.

Jeg var bare 16 år og færdig med 9 klasse, da jeg vinkede farvel til mor, far og søster i lufthavnen. At jeg skulle være væk i et år, var svært at forholde sig til. Jeg landede i Japan og mødte min første værts familie  (jeg havde 6 i alt), de kunne ikke et ord engelsk og jeg kunne ikke et ord japansk - der var jeg ligesom igang og i løbet af 3 måneder beherskede jeg sproget. Jeg gik på en Japansk High school, i skoleuniform, i skole om lørdagen og rigtig mange prøver. Hver dag efter skole fik jeg privat undervisning i sproget.

En lille memory lane i billeder:

Min Skole Ayoama Gakuin
Familiebad, faderen først, gæsten, moderen og derefter børnene - 
Alle i det samme meget varme vand.



                                                       Sushi, min absolutte livret :o)
                                                                 Te - cermoni


Jeg mødte en masse fantastiske mennesker, jeg lærte og oplevede en hel masse og jeg kan blive ved med at fortælle når jeg først går i gang. Det er et år jeg ikke vil være foruden og jeg drømmer om en dag at komme tilbage og opleve Japan/Tokyo igen....

                                                                         Tokyo
                                      Sådan så det ud hver morgen når man skulle med metroen.
I starten er det lidt svært at finde rundt med metroen :o)
                                     Rotary Frederikshavn, gav mig muligheden for denne rejse.


Jeg håber I nyder det skønne vejr i dag :o)

Beriget på mange måder...

søndag den 18. marts 2012

Ihh, hvor har jeg fået nogle skønne fødselsdagsgaver, en af dem er denne her skønne abe som jeg har ønsket mig længe :o) Billetter til L.O.C som jeg er ret så vild med og så fik jeg faktisk penge fordi jeg ønsker mig rigtig mange forskellige ting og jeg glæder mig til turen skal forbi kalejdoskop :o)

 I fredags modtog jeg de skønne huse fra Karen, ihh hvor de pynter så fint herhjemme.
En skøn give away vundet hos Line , elsker farverne.

En fantastisk gave fra Lene. Der er broderet min qr - kode til min blog på mobiltasken. Helt vildt imponerende!  
Lørdag tog manden min til ledermøde med Hjallerup Marked kl.9.30. De smagte så alle alkoholiske drikke der vil være tilstede på markedet til sommer. Kl.15 kom han hjem, lidt rundtosset og måtte lige et par timer i seng he he :o)
Så prinsessen og jeg hyggede os med en tur i skoven og fik ryddet op efter fredagens fødslesdag.








God søndag, nu vil vi en tur til havet og nyde dagen og vejret :o)



Jeg føler mig så heldig....

torsdag den 15. marts 2012

I dag har jeg fødselsdag og jeg har haft en rigtig dejlig en af slagsen 

Min mand overraskede med denne fantastiske kage og billetter til L.O.C koncert med middag og hotel.
Behøver jeg at sige jeg elsker ham!! og jeg glæder mig så meget til vi skal have sådan en oplevelse sammen. Det er ved at være alt for lang tid siden sidst 


I formiddags kom min søster og niece og spiste en lille brunch sammen med Alberte og jeg. Det var så super hyggeligt og da de kørte kom forældre og bedsteforældre til boller og varm chokolade.

Det har været en super hyggelig dag og nu glæder jeg mig til i morgen hvor jeg får 2 søde bloggere på besøg til morgenmad og hele familien, som tæller 18 stk til spisning i morgen aften. 



Til Kaffe & kage...

tirsdag den 13. marts 2012



I dag har jeg haft en hygge dag sammen med Alberte. Oldefar bliver nemlig 81 år i dag og vi tog ned med rundstykker og fejrede ham sammen med mormor. Det var så hyggeligt og der kom løbende gæster mens vi var der, det er så dejligt at have alle de oldeforældre og vi passer godt på dem :o)

Da vi kom hjem havde jeg afsindigt ondt og Alberte var træt ,så da hun fik sin middagslur smed jeg mig på sofaen og fik aflastet mit ben. I dag er det 1år siden jeg kom til skade på arbejde og dagligdagen ændrede sig øvøvøvøv, det kunne jeg godt have været foruden! :o(

Efter rugbrødsmadder og gulerødder var vi ude og nyde det fantastiske dejlige solskin :o) Den stod på kaffe & kage i legehuset. Vi fik gynget og kigget på skyerne og reddet en mariehøne fra at drukne og jeg fik leget med en app på telefonen så jeg forhåbentlig kan få lagt bedre billeder ind på bloggen.







Jeg håber I alle har nydt det dejlige vejr i dag, jeg tror godt jeg ved hvem der er skyld i solskinnet :o) 

Vi laver om og laver om og......

mandag den 12. marts 2012

Selvom vi har boet i vores Villa Dallbo siden 2008, syntes jeg ikke rigtig at vi nogensinde bliver færdig med indretningen osv.

Vi har et 2 etagers hus, hvilket betyder at legetøjet er nedenunder i stuen/køkkenet. Der er faktisk sket mange ændringer i legehjørnet de sidste 2 år i takt med at Alberte bliver større og større. I weekenden er legekøkkenet flyttet ud i køkkenet og i legehjørnet er der kommet voksdug på bordet så det danner rammen om et tegnehjørne og i den anden ende står der puslebord og dukkevogne og plads til at lege.



Jeg er slet ikke færdig endnu, kun lige startet. Nu skal jeg have fundet nogle fede opbevaringskasser, en lille opslagstavle osv til Albertes hygge hjørne.

I starten havde jeg en stil der var et miks af svensk/rustik/romantik, jeg syntes det passede til huset og det syntes jeg stadig at det gør. Men jeg har jo ændret stil med tiden og der har været lidt retro inde og vende, og jeg vil egentlig gerne have det ind uden at det bliver alt for mange farver.
Nu har vi lavet lidt om, billedevæggens hvide rammer skal skiftes ud med sorte. Indholdet i rammerne skal også skiftes ud og jeg leder og leder efter noget fedt til rammerne... gode ideer modtagers gerne :o)



Jeg har købt en ny kommode til stuen, planen er at den skal males sort i påsken og så skal der nogle fede porcelæns greb på. Måske i hvid og gul eller hvid og mint... det har jeg ikke besluttet endnu.

Maleriet der hænger på væggen har jeg lånt, så vi kan se om det er et vi vil have hængende. I starten syntes manden min at det var lidt tøset med det pink i billedet. Men her over weekenden har han ændret lidt mening... Så tror vi køber det, jeg er vild med det. Hun er dygtig hende sanne :o)


På torsdag har jeg fødselsdag, endnu et år i" lyv i tyverne", helbredet er ikke 100% endnu, nerven sidder stadig i klemme og jeg har konstant smerter i venstre side. Jeg har bestemt at jeg vil prøve at leve så normalt som muligt, jeg starter på arbejde efter påske og så vil jeg glæde mig over alle de skønne ting i livet og glemme smerterne.

Jeg håber I nyder det dejlige solskinsvejr.

Ps. Beklager det ringe billeder, jeg har endnu ikke fået lavet mit kamera - tror det koster en kamel at få det lavet. ØV ØV hvor jeg savner det.